Jakob Sørensen

Jakob Sørensen

Blog om Jakob efter uheldet den 10. maj 2009

Gled ned fra 3 meter vippen i svømmehallen og ramte ned på fliserne og fik åben kranie brud.

Adressen til mig står til højre.

Se alle billeder på www.osibov.dk/js

20. og 21. juni

Uge 25 - 15-21 juni 09Posted by Lenette Pedersen Sun, June 21, 2009 23:52:42

Så er vi hjemme efter en god weekend i Hammel.

Hjemme, fordi nu er Henrik hos Jakob i Hammel og vil være det de næste 14 dage. Det er noget Jakob har set frem til. Og han havde både Waweboard og cykel med, så de skal rigtig ha' det sjovt (og waweboardet blev afprøvet med det samme og han ku' godt huske at stå på det)

Det er ikke fordi der er sket så meget i weekenden. Lørdag ankom Henrik og Emilie ved 10-tiden og kort efter gik vi en tur ned i "downtown" Hammel og fik gjort et par småindkøb og kigget os omkring.

Efter frokost skulle Jakob hvile sig og kort efter hvilet havde han en aftale med ergo'en om at de skulle lave hemmeligheder sammen til aftenens dessert. Og det gjorde de så.

Lørdag aften havde vi en familieaften hvor vi alle 4 sov i villaen overfor hospitalet, hvor vi i forvejen har fået stillet et værelse til rådighed. Og til aftensmad havde Jakob bestilt stegt flæsk og persillesovs. Og det fik vi så og til dessert stod den på Jakobs hjemmelavede kærnemælkskoldskål m. hjemmelavet havregrynsdrys til.

Afslutningsvis afprøvede vi vores nyindkøbte "Trivial Persuit Digital" lige indtil sengetid for 2 trætte unger.

I dag søndag har vi været en tur i det varme bassin alle fire og efter middagshvilet kørte vi en tur ud i det blå og endte i Ulstrup, hvor vi slendrede langs Gudenåen, så et par kanoer blive sat i vandet. Og kiggede på speedbåde i Ulstrup Marina. Og jo den er go' nok... De har skam en marina i Ulstrupsmiley

Billeder har jeg ingen af lige nu, for de ligger på Emilies mobil, så de må blive tilføjet i morgen.

  • Comments(0)//jakob.osibov.dk/#post14

19. juni

Uge 25 - 15-21 juni 09Posted by Lenette Pedersen Fri, June 19, 2009 23:26:46

En stille fredag er snart slut. Der har ikke været så meget personale i dag, men allligevel har Jakob fået trænet både hoved og krop.

Vi sov længe i dag. Den var næsten 8.30 før vi fik øjne begge 2. Men vi var også vågne i nat, fordi Jakob får nogle "anfald" med kløe på kroppen. Så da de sædvanlige "tricks" som creme og massageolie ikke virkede, måtte vi bide i det sure æble og ringe efter nattevagten, der kom og sprøjtede noget lindrende på. Så kunne vi sove igen.

Formiddagen gik med at lave kryds-og-tværs og lave stregtegninger, i ved de dersens tegninger hvor man skal trække streger mellem en masse tal og så se hvad de kommer til at ligne.

Efter en kort pause gik det videre til centrets multisal, hvor der blev gået balancegang på gulvet, spillet fodbold og også løbet om kap på omvendte lapper af gulvtæppe. Jakob og fys'en kæmpede om en kamp mod mig, og det endte med at taberen (fys'en) skulle løbe om kap med mig. Jakob heppede nok så trofast på sin mor og stod klar til at lave HI5 da jeg i min iver for at vinde væltede, ramte ved siden af Jakobs hænder og slog knæet. Dengang gjorde det ikke ondt - MEN DET GØR DET NU !!!!!!

Men da vi kom tilbage på værelset og skulle hvile inden maden synes hun nu alligevel at det var flot klaret af Jakob med alle de fodboldtricks han kunne, så han blev udnævnt til Ronaldo for én dagsmiley

Efter frokosten var det hviletid igen, men det accepteres også meget nemmere nu, hvor der ikke længere er sovetvang.

Da han skulle op fra hvilet og være klar til næste del, så havde han pludselig voldsom hovedpine i tindingen og ondt i skulderen, så der blev ringet efter en sygeplejeske. De kom så og målte temperatur, blodtryk og tjekkede åndedrættet men det var heldigvis altsammen helt normalt. Og han ville ikke ha noget for hovedpinen, så måske det ikke var så slemt alligevel, og han gik da også med eftermiddagens fys, da de skulle ud og bygge forhindringsbane. Jeg skulle følge efter, men der hvor de skulle ha været, var der optaget af nogle andre og så kunne jeg ikke finde dem..... så jeg gik tilbage til værelset og ventede.......

Derefter havde vi resten af dagen fri, så efter et halv times hvil på sengen gik vi en tur ned i byen. Vi vil prøve om det kan skyldes vaskepulveret at Jakob oplever denne kløe, så vi måtte afsted til Fakta, hvor vi normalt køber vaskepulver og købe det sædvanlige vaskemiddel. Så i morgen formiddag, bliver alt hans tøj vasket igen, så det kan blive som det plejer og så må vi se om den forbaskede kløe holder op. Og hvis ikke, så har vi prøvet det af..... og så ligger bolden lissom ikke hos os, men det må være noget andet der er skyld i kløen.

Vi nåede lige tilbage til spisetid og da menuen i dag stod på fiskefrikadeller, så havde vi købt en pizza i brugsen i går og den skulle jo lige laves. Vi nåede lige at spise inden Disney sjov og hyggede så med slik mens vi så det. Bagefter spillede vi Klods Major et par gange, så noget Zoo DVD m. Sebastian og så var det sengetid.

Hov, vi har da forresten også besøgt stedets "Net Café" fordi vi havde noget vi ville ha printet ud. Og i dag virkede internettet......

..... og printeren

Og i morgen kommer Emilie og far. Vi glæder os til at se dem igen. Og så bliver far heroppe og mor kører hjem og er sammen med Emilie...... men heldigvis først på søndag.

kh

Lenette

  • Comments(0)//jakob.osibov.dk/#post13

18. juni

Uge 25 - 15-21 juni 09Posted by Lenette Pedersen Thu, June 18, 2009 22:33:46

Har ikke så meget at fortælle i dag (opdateret m. Gurli-billeder nederst i indlægget den 19. juni/aften)

Denne torsdag har været en go' blanding af lidt af hvert. Der har både været fysisk træning m. fysioterapeuten og øvelser og tests med ergoterapeuten.

Neuropsykologen var forbi for at hilse på i morges for at præsentere sig, så Jakob har mødt hende før, når hun skal snakke med ham både mandag, tirsdag og onsdag. Indenfor kort tid derefter vil hun kunne komme med et nærmere bud på hvad vi kan forvente os af den kommende tids genoptræning og også hvor der skal sættes meget målrettet ind.

Har også været til forældremøde i dag. Altså uden Jakob forstås. Det afholdes en gang om ugen. Jakob spillede stratego med en sygeplejeske imens. Han bliver bedre og bedre til at acceptere at jeg/vi ikke lige er der hele tiden, men også skal andre ting. Han er mere tryg ved at være her og (gen)kender mere at personalet. Og heldigvis er det ofte det samme personale der tilknyttet de enkelte patienter og det er rigtig dejligt.

Endnu engang blev dagen afsluttet med en tur i bassinet herinde ved siden af. Vi er som regel i vandet i lidt over en ½ time, så når vi når tilbage til værelset er Jakob ved at være godt brugt efter en lang dag. Men ikke om han vil lægge sig til at sove......

Gurlis bedrifter i dag: Hun har holdt fest i sengen ...... og drillet og kigget på ude ved bassinkanten. Det kommer der billeder af senere.

kh

Lenette

  • Comments(1)//jakob.osibov.dk/#post12

17. juni

Uge 25 - 15-21 juni 09Posted by Lenette Pedersen Wed, June 17, 2009 22:37:46

Endnu engang onsdag og nye oplevelser rigere.

I formiddags var Jakob ude og prøve en udendørs legeplads, som vi ikke tidligere har kendt til. Det gør vi nu. Bl.a. skulle han prøve at balancere på bomme, kampesten og en vippe. Legehusets tovbro blev også afprøvet. Fys'en mente at vi skulle give ham lidt andre udfordringer når vi gik derud selv, bl.a. kaste bolde til ham mens han balancerer samt han skal gå bag- og/eller sidelæns over tovbroen, ellers var den for nem og kedelig for ham. Der var også et edderkoppenet til at klatre i, og det blev hurtigt tilbagelagt, vel at mærke på den rigtige måde. Endnu et flueben kunne sættes.

Ny terapeut, nu en ergo, overtog ham kl. 10, og da hun var ny og ikke havde haft med Jakob at gøre før, skulle hun lige lære ham at kende. Derfor blev den første halve time brugt på det. Så gik vi en tur til træværkstedet i kælderen og en racerbil blev udvalgt, så vi kunne gå et andet sted hen og fabrikere den. Der var nemlig optaget i træværkstedet, så der havde Jakob ikke lyst til at være. Han gik til opgaven med at samle sættet som var det en Lego model og ville være blevet helt færdig, hvis ikke limen havde skullet tørre. Den bliver helt sikker lavet færdig en anden dag i denne uge, men lur mig om den bliver malet, som ergoen har planlagt.... Jakob ka nemlig ikke li at få beskidte fingre og overlod osse derfor limeriet til ergo'en smiley

Efter frokost kommer den berømte hvile-/sovetid, og det kan Jakob bare ikke finde ud af, det der med at sove til middag. Så da mormor og morfar kom ca. kl. 14.30, ja, så sov han jo ikke og vi kunne gå ned og tage imod dem.

Det var rigtig hyggeligt at have besøg igen i dag og selvom der var gæster, så gik Jakob afsted til træning med fys'en. Først udendørs og så mødte vi dem i dagligstuen til lidt hygge med spil. Vi fortsatte faktisk med at spille også efter fys'en var gået. Og Jakob vandt faktisk Ludospillet......

Efter aftensmaden tog mormor og morfar hjem efter en hurtig rundvisning i sansehave og træningsrum, og da de var sendt afsted var det med at komme afsted til aftenaktiviteten for det var nemlig at komme ind og bade i varmtvandsbassinet. Dejligt. Og efter en ½ times tid i det varme vand var det endelig go'nat-tid.

Og Gurli: Om hun har lavet noget i dag..... ja, hun forsøgte at kravle ind i skabet m. mit tøj. Tror det er fordi C. Ronaldo er uden på

  • Comments(0)//jakob.osibov.dk/#post11

16. juni

Uge 25 - 15-21 juni 09Posted by Lenette Pedersen Tue, June 16, 2009 22:51:47

Tirsdag har osse været en god dag. Igen. Heldigvis.

I formiddags har Jakob fået lavet en vurdering af nuværende niveau ift. opfattelse og hurtighed og hukommelse. Mit indtryk var bestemt at det gik rigtig godt. Og Jakob var tilfreds.

Efter en kort pause skulle han igang med at lave lidt dansk og matematik, men nåede kun kort ind i danskopgaven, så blev han afbrudt af stuegang, hvor lægen lige var forbi og sige hej og høre hvordan det går. Hun har sidst set ham for ca. 1 uge siden og var meget tilfreds med udviklingen og synes det går hurtigt fremad.

Efter frokost og hviletid var det tid til dagens absolutte højdepunkt. Nemlig besøg af Morten og Svenja, Jakobs klasselærere fra Bov Skole. Det blev aftalt i går og flaskede sig allerede i dag. Det var så hyggeligt og rigtig dejligt at få hilsner og tegninger hjemme fra klassen.

Og til 2.a. på Bov Skole: 1000 TAK fordi i er så søde og har sendt alle de mange tegninger og flotte Picasso'er til mig. Dem er jeg rigtig rigtig glad for og vil komme til at kigge på MANGE gange. Og så skal jeg osse nok passe godt på Gurli..... For hun er nemlig kommet herop til mig. Bare hun nu ikke laver for meget ballade mens vi er her....smiley

Efter besøget var der planlagt TV-kiggeri og det var noget der passede den unge herre. Der blev både set Store OG Lille Nørd inden spisetid.

Da vi havde spist gik vi et smut forbi træningsrummet, hvor Gurli ikke var til at styre, så vi gik hurtigt igen.

Og var faktisk med til fællesaktiviteten i dagligstuen, hvor vi spillede børneudgaven af Trivial Persuit i ca. 1 time. Det er første gang vi prøvede det. Altså at være med til fællesaktiviteten, for det har Jakob ikke haft lyst til før.

Inden vi gik til træning fik vi osse ringet til Olde Kolding. Hun blev bare glad for at snakke med Jakob, at vi næsten kunne høre hende græde i telefonen. Og mor her sad osse med en klump i halsen, fordi vi kunne høre HVOR glad Olde blev. Jakob måtte osse lige knibe et par tårer, så berørt blev han bagefter.

I morgen håber vi på at kunne komme med i bassin igen. Det har én af Fys'erne næsten lovet på forhånd og så kommer mormor og morfar på besøg i morgen eftermiddag.

kh

Lenette

  • Comments(3)//jakob.osibov.dk/#post10

15. juni

Uge 25 - 15-21 juni 09Posted by Lenette Pedersen Mon, June 15, 2009 21:23:26

Så er det blevet mandag igen og der er taget hul på en ny uge her i Hammel.

Dagen i dag startede tidligt, for vi blev vækket tidligt, da Jakob skulle ha' "trylleplaster" på armene, så der kunne blive taget blodprøver lige lidt over 8. Dvs. det var jo faktisk ikke meningen vi skulle vækkes, men den der tror at de kan "rode med" Jakob kl. 6:30 uden at vække ham, må tro om igen. Og at vi så måtte rykke for blodprøverne kl. 8:45 fordi vi var ved at være småsultne (blodprøverne skal tages fastende) gjorde det ikke bedre. Da blodprøvetagningen var overstået, trillede vi forbi vægten nogle etager over os (han skal vejes før han spiser morgenmad). Heldigvis havde han taget på igen, denne gang ca. 600 g siden i torsdags. Og så kunne vi få morgenmad......

Derfor blev træningsprogrammet lidt udskudt. Det blev dog til en tur i træningsrummet her på afd. og der blev både testet balance, kast og præcision. Efter et af de vigtige hvil, tog Jakob sig en alvorssnak med Lene V. (vores ergo) hvor jeg blev sendt udenfor døren. Ikke noget han har været så glad for tidligere, men i dag var det OK.

Efter frokost skulle der hviles igen, denne gang helst med z z z z ZZzZZZZ på og det lykkedes for ham at falde i søvn og nuppe en lur på et par timer. Det betød osse at han gik glip af eftermiddagens fysiske aktivitet (som vi desværre ikke ved hvad var), men osse at der var tid til at spille på computer, som han nu endelig har fået lov til igen i korte perioder. Det er noget der hitter.

Ved vagtskiftet kom aftenvagten ind og foreslog at vi kunne komme i bassinet som aftentræning efter aftensmaden og det ville han naturligvis gerne. Så nu har vi været inde i vores egen lille svømmehal for 3. dag i træk. Man skulle tro at det trætter, men det er vist ikke tilfældet, for Ole Lukøje har endnu ikke været her.

Ingen billeder idag - jeg har simpelthen ikke fået taget ét eneste.

kh

Lenette

  • Comments(2)//jakob.osibov.dk/#post9