Jakob Sørensen

Jakob Sørensen

Blog om Jakob efter uheldet den 10. maj 2009

Gled ned fra 3 meter vippen i svømmehallen og ramte ned på fliserne og fik åben kranie brud.

Adressen til mig står til højre.

Se alle billeder på www.osibov.dk/js

Weekenden den 11. og 12. Juli 2009

Uge 28 - 06-12 juli 09Posted by Lenette Pedersen Mon, July 20, 2009 00:50:41

Sidste hjemmeweekend var ret begivenhedsløs. Vi var et smut på biblioteket lørdag formiddag, efter vi havde handlet, og der blev fundet PS2 spil og ledt efter spil til Wii, men sidstnævnte fandt vi ikke noget af. Det skal vi vist ind og søge efter på nettet og reservere.

Efter frokost og hvil fik vi lavet et par puslespil. Både et kendt og et ukendt.

Søndagens begivenhed var at han skulle lege med bedste ven Daniel. Vi havde aftalt at de skulle være sammen et par timer, så han blev afleveret lidt over 10 og hentet igen lidt over 12. Det var hvad vi vurderede at han kunne klare uden at blive for træt. Men det var heldigvis gået rigtig godt og han kunne måske sagtens ha’ klaret mere……

Om eftermiddagen legede vi Kims Leg og det går ud på at gemme stadig flere ting under et klæde. Kig på dem et øjeblik og husk så hvad der ligger under klædet. Når man ikke helt kan huske hvad det er, så kan man evt. føle på tingene udenpå klædet og se om man så kan huske det. Da Jakob nåede op på 5 ting, så kunne han ikke huske tingene mere, men var nødt til at have hjælp. Kims Leg er go’ hukommelsestræning, hvor puslespil træner overblik og detalje.

Efter aftensmaden fik vi pakket bilen, sat tagbagagebæreren på og begav os alle 4 ud i styrtregnen af sted til Hammel, så vi alle kunne være med til de sidste par dage og især til Farvel Kaffen tirsdag. Vi var der først efter kl. 21, så da vi havde fået installeret Emilie og far i villaen, gik vi over på stuen. Da Anja lige havde hilst på, var det også tid til at sige farvel til hende, for hun kom ikke på arbejde mere, mens vi var der. Det blev sen sengetid igen, men heldigvis for sidste gang.

  • Comments(0)//jakob.osibov.dk/#post33